torsdag den 9. maj 2013

1. maj 2013 tale for "Århus arbejdsløshedsnetværk", leveret på Rådhuspladsen i Aarhus


Kære Aarhus
Regeringens bølge, af asociale liberale "reformer", skyller ind over den svageste del af Danmarks befolkning, i et voldsomt tempo.
Reformer der angiveligt skal "hjælpe", de som står udenfor arbejdsmarkedet, skabe flere jobs og "motivere" de dovne arbejdsløse til at tage et arbejde.
Jeg tror ikke, at der er mange af de arbejdsløse, der er arbejdsløse pga. dovenskab eller manglende "motivation", det er jo ikke ligefrem lukrativt eller højstatus at være arbejdsløs, på kontanthjælp eller for den sags skyld være studerende. Samtidigt er tonen blevet meget grov og uanstændig overfor de ledige.
Arbejdsløse finder ikke arbejde, af den simple grund at jobsene ikke findes, eller også er de så dårligt aflønnet at man ikke kan leve af dem, hvis man da ikke har sin familiemæssige base i et østeuropæisk land, og accepterer at leve under tvivlsomme forhold mens man er her.

Det der er brug for nu, er en solidarisk fordelingspolitik, menneskelighed og fælleskab, …ikke nye asociale reformer med højrefløjen, reformer der sammen med den uanstændige dagpengereform, vil drive tusinder af desperate mennesker ud i fattigdom, uacceptable levevilkår og såkaldte ”nyttejobs”, som jo blot er et andet ord for ”løntrykkende slavearbejde”.
Nu må regeringen simpelthen forstå det eller mærke konsekvenserne!
Målet for reformerne er helt åbenlyst, at de arbejdsløse skal presse de generelle løn og arbejdsvilkår i Danmark og måske, i sidste ende, ryge helt ud af arbejdsløshedsstatistikkerne, når end ikke kontanthjælp kan opnås.
Således nedsætter en Socialdemokratisk ledet, liberal regering udgifterne sammen med bl.a. den ”kuglestødende” del af højrefløjen, statsstøtter det private erhvervsliv og nedbringer arbejdsløsheden…. i deres regneark.
Realiteterne og konsekvenserne herude i virkelighedens Danmark, er anderledes uhyggelige.
Måske regeringen skulle se på at ”normalisere” deres politik, så den svarer til den, de er valgt på.
Arbejdsløshed rammer hele familier, ikke kun den enkelte arbejdsløse.
Dette betyder, at 100-tusinder af mennesker i Danmark, er i risiko for at komme til at leve på fattigdomsgrænsen, når man medregner de 60.000 såkaldte ”skyggeledige” – som er mennesker der f.eks. ikke er berettigede til dagpenge eller kontanthjælp.
Det er uacceptabelt og uværdigt for vores land og et urimeligt spild af menneskelige og samfundsmæssige ressourcer.


Corydon
og ”Regnedrengene” i finansministeriet, kom undervej i reformarbejdet frem til, at når man tog 4 milliarder fra de studerende og kontanthjælpsmodtagere, så kunne disse anvendes til skattelettelser, til overskudsgivende private virksomheder, og på denne måde, i bedste fald, skabe 600 jobs.
Det er lige så amatøragtigt, uambitiøst og ulideligt ineffektivt, som akutpakkerne og med massive sociale, etiske og politiske konsekvenser.

Regeringens signal til de, som uden skyld, står udenfor arbejdsmarkedet er: ”Du skal finde et job, også selvom det ikke findes, eller leve for ingenting, problemet er dit eget. Finanspagten med EU skal overholdes og det er vigtigere end dig og din familie!”

Signalet til de liberale er, at nu er der åbnet for ”festen” og for den liberale ommøblering af hele arbejdsmarkedet, som i sidste ende skal knække fagforeningerne- og det projekt ER jo startet.

Jeg synes at vi i den forbindelse, skal hilse på lærerne. Så blev det jeres tur til at blive ”kørt over”, også selv om i kæmpede super flot!
HUSK NU at være solidariske, med de næste!
Aarhus arbejdsløsheds netværk mener at man skal have ret til dagpenge, hvis de ikke kan få et arbejde!
Vi forlanger som minimum at dagpengereformen tilbagerulles.  Den er nu anslået til at sende næsten 50.000 mennesker ud af dagpengesystemet, og i frit fald mod fattigdom, i 2013.
Vi vil gerne opfordre alle til at deltage i underskriftsindsamlingen som en lang række fagforbund har sat i værk, for at opnå denne tilbagerulning.
Vi forlanger også, at man genovervejer, om 150 mia. til indkøb og drift af nye kampfly, er en sund samfundsmæssig investering i en krisetid, eller om disse penge måske kunne anvendes mere fornuftigt.
Det kan godt være at Danmark har forpligtende mellem-statslige alliancer, men ingen alliance kan eller være vigtigere, end den regeringen skal have med folket.

-Vi er folket!
Og vi forlanger,
at pengene til reformer, tages der hvor de reelt findes, og man stopper med at splitte landet, ved give skattelettelser til den rigeste del af befolkningen, finansieret af den fattigste del.
Aarhus arbejdsløshedsnetværk opfordrer HELE fagbevægelsen til, koordineret, at smide fløjlshandskerne, glemme alliancer med ”parti bogstaver” og huske på, HVAD og HVEM de EGENTLIGT repræsenterer.
I skal sikre, at i fastholder alle lønmodtagere i det fagligt fælleskab- OGSÅ de arbejdsløse efter deres udfald af dagpenge og kontanthjælp systemerne, samt at bruge jeres indflydelse til at presse regeringen til at føre en socialt balanceret, arbejdsmarkedspolitik.

Aarhus arbejdsløshedsnetværk opfordrer alle arbejdsløse, til at slippe den ubegrundede skam over at være arbejdsløs. Løft nu hovedet, tag kampen op, og slut jer sammen i arbejdsløshedsnetværk, lokalt og nationalt.

I, som er i arbejde, skal gøre op med angsten for arbejdsløshed i dagligdagen, en angst der ligger som en tung dyne over hele arbejdsmarkedet og indirekte påvirker manges adfærd og villighed til at sige fra i det daglige.
I skal både i ord og handling være solidariske med de arbejdsløse, i morgen er det jer der har brug for solidariteten.
SAMMEN
kan vi fremtvinge, at der føres en anstændig og balanceret arbejdsmarkedspolitik.

Til slut vil jeg gerne opfordre jer alle, til at vise jeres foragt for regeringens forræderiske politik og ”Vende ryggen til ” Helle Thorning, når hun går på talerstolen kl. 14:10 i Tangkrogen.
Lad hende se hvad vi mener om hendes regerings politik!
Vi er mange, rigtigt mange, ikke kun arbejdsløse og fra den yderste venstrefløj, der har fået nok nu.       

Sammen, kan vi skabe den nødvendige forandring, til gavn for HELE samfundet.

Rigtig god 1. maj  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar